Topforsker, tidligere rådgiver i Det Hvide Hus og energiekspert. Man skal ikke være et sekund i tvivl om, at Mark P. Mills har meritterne i orden, og så siger han gerne tingene ligeud og lægger sjældent fingre i mellem – heller ikke selv om det betyder, at han må blande sig i regeringsarbejde og geopolitiske stridigheder:
"Naiviteten omkring energirealiteterne og Ruslands ambitioner (eller ambitionerne hos andre fjendtlige nationer) har frarøvet Europa og USA mulighederne for at bruge "soft power", hvilket er præcist det, Rusland gør nu," som han citeres for i National Review.
Man kan altså ikke just anklage Mills for at stikke hovedet i busken. Men hvad er det helt præcist, at Mark P. Mills, senior fellow ved Manhattan Institute og medlem af Notre Dame Reillys advisory board, lægger i den noget spidse formulering "energirealiteterne"? Jo, Mills mener ikke, at de værn mod en energikrise, som EU, USA og de europæiske regeringer har fundet frem, er tilstrækkelig. Ikke mindst fordi den grønne omstilling kommer til at kræve langt flere mineraler, end det er muligt for os at skaffe, forklarer han. Ifølge Mills kan den grønne omstilling altså ikke gennemføres, hvis man kun kigger på værktøjskassen med vedvarende energiformer – næ, det kræver en ny tur i det grønne byggemarked.
Forsøger man alligevel at presse den grønne omstilling igennem på disse præmisser, så vil det får en række konsekvenser, mener han. Vælger man at bruge alle de mineraler, der kan skaffes, i solceller, vindmøller og batterier, der kan lagre energien, antager Mills, at priserne på andre mineralkrævende hverdagsnødvendigheder, såsom computere og telefoner, vil stige uhensigtsmæssigt meget.
Derudover ser Mills for sig, at den geopolitiske balance kommer til at rykke sig, hvis man vælger at gennemføre den grønne omstilling på disse præmisser. Det kan nemlig have geopolitiske konsekvenser, hvis et land som USA gør sig afhængig af andre stater for at kunne skaffe de fornødne mineraler til at producere energi. Det er samme scenarie, som en lang række europæiske stater oplever nu, hvor man er afhængig af russisk gas, mener han og advarer også om, at man risikerer at ødelægge øko- og biodiversitetssystemer, hvis man vælger at tage del i det, han omtaler som "The Global Gold Rush for Minerals".
Men hvad kan vi så lære af Mills? Er han ikke bare endnu en pessimist i rækken, der ikke har forstået alvoren ved klimakrisen? Nej. Mark P. Mills er udmærket klar over, at der skal en omstilling til. Faktisk efterspørger han selv en revolution, som – ifølge ham – skal opstå gennem grundforskning. Mills ser hellere, at man bruger krudtet og de offentlige investeringer på at finde nye energikilder, og at man arbejder på at optimere de kilder, der har størst udviklingspotentiale, i stedet for at finpudse energityper, der alligevel aldrig kommer til at kunne bære hele den grønne omstilling:
"For at være helt ærlig, så er der ingen chance for, at flere forskningsmidler til vindturbiner, solceller eller litiumbatterier vil føre til et stort videnskabeligt gennembrud. Alle disse teknologier nærmer sig fysikkens grænser, præcis som flymotorer allerede har," som han sagde til Forbes i 2019.
Anerkendt af mange for sine store indsigt i feltet og med afsæt i en uddannelse i fysik fra Queen's University i Canada, blæser han til kamp for klimaet. Men det bliver altså uden bekvemmelig retorik, smarte slogans og andre PR-initiativer. For ham er vejen mod den bæredygtige omstilling nemlig brolagt med benhårde rationaler.
Forbered jer på den de benhårde realiteter, når Mark P. Mills holder sit oplæg The Energy Transition Delusion: Inescapable Mineral Realities ved SKAGEN Fondenes Nytårskonference 2023. For Mills lægger nemlig op til ærlig energisnak, hvilket for eksempel ses, når han på Issues.org citerer nobelprisvinder, nå ja – og medopfinder af atombomben, Richard Feynman: "For at skabe en succesfuld teknologi, så må virkeligheden prioriteres over public relations. Man kan nemlig ikke snyde naturen."
