Gå til hovedindhold
Vores fonde chevron_right
Invester i fonde chevron_right
Rådgivning chevron_right
Kontakt os chevron_right
Nyheder chevron_right

Indholdet på denne side er markedsføring

11 min læsetid

Markedet ramte årets laveste niveau i tredje kvartal

Efter en kort opblomstring i løbet af sommeren fortsatte de globale aktiemarkeder deres deroute og afsluttede tredje kvartal på det laveste niveau i 2022. Og udsigterne tegnede sig da også mildt talt dystre. USA kunne fejre et tvivlsomt jubilæum med den værste september i 20 år, og i Rusland eskalerede man energikrisen yderligere. Inflationen forbliver stædigt høj, og med rentestigninger verden over har centralbankerne tilsyneladende valgt at acceptere en recession som acceptabel løsning på inflationsudfordringen.

Interessant nok falder råvarepriserne over en bred kam – fra olie og metal til landbrugsvarer og kvægproduktion – hvilket måske kan vise sig at være gnisten, der kan antænde et markedsrally, altså en markant stigning i aktiekurserne.

Nedturen gik særligt hårdt ud over vækstmarkederne og ejendomssektoren, men ingen af hverken vores fonde eller deres respektive referenceindeks formåede at klare sig gennem kvartalet med sorte tal på bundlinjen.  

SKAGEN Global

Vores globale aktiefond SKAGEN Global slog sit indeks, MSCI World AC, i tredje kvartal. Begge præsterede dog negativt – vores fond med -0,2 pct. og indekset med -0,6 pct. På en tiårig horisont halter SKAGEN Global efter indekset. Her har fonden præsteret 8,4 pct. mens indekset har leveret 10,2 pct.

Særligt tre positioner bidrog til at trække resultatet i rigtig retning: Børsselskabet Nasdaq leverer stadig på linje med forventningerne, og selskabet står nogenlunde solidt i det aktuelle makroøkonomiske klima. På samme måde anses det amerikanske affaldshånderingsselskab Waste Management som relativt modstandsdygtigt i tider med tumult – affaldet skal jo hentes lige meget hvad. Endeligt kunne en anden amerikaner, nemlig forsikringsmægleren Brown & Brown, også melde om pæn fremgang og god vækst i perioden.

De porteføljeselskaber, der fik størst hug i perioden, blev tre kendte mærkevarer: Adobe, DSV og Nike. Den amerikanske softwarekoncern Adobe faldt som følge af opkøbet af konkurrenten Figma, som markedet reagerede negativt på. Også i SKAGEN Global er teamet skuffede over opkøbet, for den pris, Adobe betalte for Figma, kunne pege på en lidt uforsigtig omgang med midlerne. Forvalterne overvejer stadig næste skridt.

Det danske logistikselskab DSV havde endnu et hårdt kvartal, men selskabet har stadig masser af potentiale. Fragt er en cyklisk industri, og selv om priserne på transport falder, sker det fra tårnhøje niveauer. Forvalterne vurderer, at aktien stadig er ekstremt undervurderet.

Nike leverede middelmådigt i seneste kvartal, men forvalterne noterer sig, at en række detailbutikker lige nu arbejder med langt større lagre end normalt. Det spiller endvidere ind på den ringe præstation, at Kina, der tegner sig for en femtedel af selskabets omsætning, stadig er under nedlukning.

SKAGEN Global købte sig hverken ind eller ud af nogle selskaber i kvartalet, hvilket skal ses som et udtryk for, at porteføljen er godt positioneret til at fange den opadgående bølge, når markedet vender.

Læs mere om SKAGEN Global i kvartalsrapporten.

SKAGEN m2

Vores alternative ejendomsfond SKAGEN m2 præsterede nogenlunde på niveau med sit indeks, MSCI All Country World Index Real Estate IMI, i perioden, men begge sluttede kvartalet med røde tal. Fonden leverede således -7,8 pct. i negativt afkast mens indekset leverede -7,6 pct. På en femårig horisont ser det imidlertid pænere ud. Her har fonden leveret positive 2,8 pct., mens indekset har præsteret et rundt nul i afkast.

Periodens bedste bidrag kom fra den brasilianske lageroperatør LOG, der præsterer som forventet til trods for de strengere forhold. Brasilien er i øvrigt globalt set det bedst præsterende af ejendomsmarkederne år til dato. En anden flot præstation ser vi i American Tower, der høster hæder for en inflationstilpasset vækststrategi. Også det japanske ejendomsmarked klarer sig pænt relativt. Her så man især en fin præstation i ejendomskonglomeratet Tokyo Fudosan, der leverede over forventningerne.

Det største negative bidrag til fondens afkast kommer fra norske Self Storage Group, der trods gode resultater og rekordhøj udlejningsgrad faldt betydeligt.

SKAGEN m2 købte sig i tredje kvartal ind i udlejningskoncernen Independence Realty Trust, der beskæftiger sig med seniorboliger i det amerikanske solbælte. Selskabet er pænt positioneret med en omfattende pipeline af nyrenoveringer, der kan finansieres via eksisterende cashflow. Fonden har endvidere købt sig ind i to britiske selskaber, dels self-storage-koncernen Big Yellow, som handles til historisk store rabatter, og dels Unite, der faciliterer studieboliger. Studieboliger er et segment, som helt i tråd med SKAGEN m2's fokus på globale megatrends er i vækst og i øvrigt fungerer som god defensiv polstring, idet flere mennesker ofte vælger at studere i krisetider.

Fonden solgte sig ud af den britiske kontoroperatør Great Portland, idet kontorbyggeri er en sektor, der svinger i paralleltakt med økonomien og altså må forventes at forværres. Også tyske Aroundtown, der investerer i erhvervs- og boligejendom, og finske Kojamo, der udlejer privatboliger, blev solgt fra. I begge tilfælde var det selskabernes overordnede risikoprofiler, der gjorde udfaldet.

Læs mere om SKAGEN m2 i kvartalsrapporten.

SKAGEN Kon-Tiki

Vores vækstmarkedsfond SKAGEN Kon-Tiki faldt en smule mindre end sit indeks, MSCI Emerging Markets. Fonden præsterede således -5 pct., mens indekset nåede ned på -5,7 pct. På en tiårig horisont har fonden præsteret 1,8 pct., mens indekset har leveret 3,8 pct.

Det bedste bidrag i fonden stod den brasilianske engros-supermarkedskæde Assai for. Assai præsterer nemlig stadig pænt, efter at selskabet blev skilt ud som en selvstændig enhed under moderselskabet Casino Group. Også kobberminerne Ivanhoe Mines og Turquoise Hill performede pænt i perioden trods faldende råvarepriser. Begge selskaber er godt i gang med at videreudvikle deres kobberminer i henholdsvis DR Congo og Mongoliet. Forvalterne mener, at der stadig er rig mulighed for værdiskabelse i de to selskaber, eftersom fremtidens elektrificering er dybt afhængig af netop leverancen af kobber.

De største negative bidrag kom fra fondens kinesiske og koreanske positioner som følger af den generelle afmatning i disse markeder. Den kinesiske forsikringskoncern Ping An faldt som følger af et svagt Q2-resultat. Her bider covid-nedlukningerne stadig fra sig og smitter negativt af på salget. I Korea faldt både LG Electronics og Samsung Electronics med resten af markedet for forbrugerelektronik og hukommelseschips. Forvalterne mener dog stadig, at de to selskabers respektive markedspositioner og balancer vil bevirke, at de klarer sig pænt igennem.

Den norske landbaserede lakseopdrætter Atlantic Sapphire klarede sig heller ikke godt gennem kvartalet, til trods for at selskabet har rejst ny kapital for at finansiere ekspansion. Dog kan nyheden om, at Norge vil indføre afgift på akvakultur, altså havbaseret fiskeproduktion, fra næste år medføre, at landbaseret opdræt bliver mere attraktivt på den lange bane.

Foruden salget af en lille beholdning i den traditionelle kinesiske medicinproducent China Shineway foretog fonden ingen frasalg i perioden, men købte sig ind i den koreanske finanskoncern DGB Financial, en førende regional bank med både kapitalforvaltning og forsikringstilbud. Her kan drage fordel af det aktuelle miljø med højere renter, mens balancen hjælpes på vej af en pæn egenkapital. DGB handles til 3x nuværende indtjening og en fjerdedel af værdien, hvorfor forvalterne spår aktien en lys fremtid.

SKAGEN Kon-Tikis portefølje tæller nu 47 selskaber, herunder fem russiske selskaber, der på grund af krigen i Ukraine er værdiansat til nul kroner.

Læs mere om SKAGEN Kon-Tiki i kvartalsrapporten.

SKAGEN Vekst

Vores nordisk-globale aktiefond SKAGEN Vekst sluttede måneden en del efter sit referenceindeks, en kombination af MSCI Nordic og MSCI AC ex. Nordic. Således præsterede fonden -7,1 pct., mens indekset leverede -2,9 pct. På en tiårig horisont ligger fonden også efter indekset med 6,3 pct. i afkast i fonden og 8,5 pct. i indekset.

Et af periodens stærkeste bidrag kom fra verdens største mobilselskab China Mobil. Her kunne man præsentere endog rigtigt stærke omsætningstal i andet kvartal og hævede den foreløbige udbyttebetaling med 35 pct. Forvalterne i SKAGEN Vekst forventer, at både udbytteratioen og indtjeningen bliver bedre de kommende år og spår således aktien en fortsat pæn fremgang.

Også den finske skovbrugskoncern UPM klarede sig pænt i kvartalet. Her har markedet endelig forstået selskabets attraktive position i det aktuelle energiklima. UPM råder over store vand- og atomenergiaktiver i Finland og forventes på den længere bane også at brillere inden for brint og syntetisk brændstof. Forvalterne ser derfor et fortsat stort potentiale i selskabet.

Omvendt trak det norske teleselskab Telenor betydeligt ned i perioden. Her betød bl.a. de negative afledte effekter af covidkrisen i Thailand kombineret med stigende energipriser, at markedet stiller spørgsmålstegn ved, hvor bæredygtigt selskabets udbytte egentlig er. Forvalterne mener imidlertid stadig, at selskabet kan dække udbyttet de næste tre år, hvilket bevirker, at casen stadig er attraktiv.

Forsikringsselskabet Ping An trak også ned i SKAGEN Vekst, og mens udsigterne stadig tegner sig udfordrende på den korte bane, fastholder forvalterne troen på selskabet på længere sigt. Markedet for livsforsikring er i klar vækst i Kina, og Ping An repræsenterer stadig et veldrevet selskab, der handles til en ekstremt rabatteret pris. Forvalterne benyttede således også nedgangen til at købe yderligere op i selskabet.

SKAGEN Vekst udnyttede desuden udsalget i tech-sektoren til at købe sig in i Alphabet, Googles moderselskab. Til den aktuelle værdiansættelse er risikoen som investor i selskabet blevet betydeligt mindre. Med en kontinuerligt fin indtjening på søgeaktiviteter i kombination med et ambitiøst aktietilbagekøbsprogram bliver afkastet attraktivt fremover. Efter et besøg hos virksomheden i Korea købte SKAGEN Vekst sig yderligere op i banken KB Financial. Under besøget blev forvalterne nemlig forvisset om potentialet i investeringen, blandt andet fordi man oplevede et ledelsesteam, der var meget villige til at øge udbyttebetalingen.

Disse opkøb blev finansieret af en reduktion i flere af fondens positioner. Der blev således reduceret i den danske pharma-kæmpe Novo Nordisk, i shippingselskabet Flex LNG, i aluminiumkoncernen Norsk Hydro og i olie-/gasselskabet Vår Energy. Årsagen var i samtlige tilfælde pæn performance og dermed en mindre upside.

Læs mere om SKAGEN Vekst i kvartalsrapporten.

SKAGEN Focus

Efter et nydeligt første halvår præsterede vores fokuserede small-/mid-cap-fond SKAGEN Focus noget efter sit indeks, MSCI World AC, i tredje kvartal. Således havnede fonden på -6,7 pct., mens indekset leverede -0,6 pct. Heller ikke over fem år har fonden slået sit indeks. Her har fonden leveret 4,2 pct., mens indekset har leveret 8,4 pct.

Periodens stærkeste bidrag kom fra den tyske drivlineproducent Vitesco som resultat af en til stadighed bugnende ordrebog. Mexicanske Kimberly-Clark De Mexico, der producerer engangsprodukter som fx bleer og vådservietter, blev en anden topperformer. Her fik aktien medvind som følger af det prishop, selskabet har givet sine produkter. Også den japanske bank Resona Holdings klarede sig godt og præsterer helt på linje med forventningerne.

I modsat ende kunne det kinesiske multimediekonglomerat Tencent løfte sløret for planen om at øge ejerskabet i Ubisoft fra nuværende 5 pct. til mere end 15 pct. Markedet reagerede negativt på nyheden, da opkøbet kan gøre aktien mindre attraktiv for eksterne investorer. SKAGEN Focus-forvalterne mener, at Tencents langsigtede plan muligvis er at overtage Ubisoft helt, og at den nuværende pris dermed er markant lavere end selv det mest konservative bud på en fair værdiansættelse, og holder derfor fast i positionen.  

Franske Faurecia, der producerer interiør og sæder til biler, har præsenteret en udvikling i balancen, der er langt værre end forventet og skal ikke træde mange yderligere skridt forkert. SKAGEN Focus har af samme grund reduceret sin position i selskabet betydeligt i løbet af kvartalet.

Tilbagegangen i sektorerne for tech og forbrugsvarer har skabt nogle yderst attraktive investeringsmuligheder. SKAGEN Focus har købt sig ind i et af verdens stærkeste brands, Levi's, idet aktien her er faldet mere end 50 pct. siden 2021. Lige nu arbejder denimkæmpen på ekspansion inden for nye kategorier, herunder mere fokus på dametøj og active wear, og forvalterne spår aktien en lys fremtid.

Fonden etablerede også en ny position i NortonLifeLock (tidl. Symantec), der tilbyder cybersikkerheds-software. Her ser man et betydeligt potentiale for både vækst og synergier i selskabets fremtid.  

Over hele Europa og i Tyskland i særdeleshed handles de små og mellemstore selskaber på niveauer, der ikke er set lavere siden finanskrisen. Det har fonden udnyttet til at købe sig ind i to nye tyske selskaber. Dels i spændebåndsproducenten Norma Group og dels i genvindingsselskabet Befesa, der genanvender metalstøv fra stål- og aluminiumproduktion. Begge er solide selskaber, der handles med store rabatter lige nu.

Fonden solgte sig ud af tre positioner: Dels frasolgte man den amerikanske grafikelektrodeproducent Graftech efter en forværring af balance. Dels forlod man Lincoln National, der opererer inden for finans- og forsikringssektoren, fordi katalysatorerne ikke har udløst den forventede udvikling. Endeligt forlod fonden den japanske elevatorproducent Fujitec, da aktien ramte forvalternes kursmål, delvist drevet af succesfulde aktivistaktiviteter.

Læs mere om SKAGEN Focus i kvartalsrapporten.

Tal med en rådgiver

Er tiden inde til gode råd om dine investeringer?

Tag en snak med os - vi sidder klar til at give dig svar.

Kontakt os arrow_right_alt
Først med det nyeste

Få aktuelle investeringsnyheder fra SKAGEN direkte i din indbakke.

Tilmed nyhedsbrev arrow_right_alt
Globale aktiemarkeder

Første kvartal: Opturen fortsatte

Stemningen blandt investorerne på de udviklede markeder var høj, da centralbankerne signalerede ... Læs artiklen nu arrow_right_alt

Mere om Globale aktiemarkeder

Februar: Markedet overraskede på ny

De globale aktiemarkeder fortsatte fremgangen, drevet af robuste regnskaber og vedvarende optimisme ...

Stærk start på året for SKAGEN Global

SKAGEN Global starter 2024 på samme måte som fjoråret sluttet: med sterk utvikling i porteføljeselsk ...

Januar: De globale markeder fortsatte opturen

Optimismen på aktiemarkederne er fortsat høj, og det drev de globale aktier yderligere op i januar. ...

Historisk afkast er ingen garanti for fremtidig afkast. Andre faktorer, blandt andet markedsudviklingen, porteføljeforvalterens dygtighed, fondens risiko samt omkostninger, kan påvirke fremtidigt afkast. Afkast kan blive negativt som følge af kurstab. Der er risici tilknyttet investeringer i fonde på grund af markedsbevægelser, valutaudvikling, renteudvikling, konjunkturer, samt branche- og selskabsspecifikke forhold. Fondene er denomineret i norske kroner (NOK). Afkast kan stige eller falde som følge af valutaudsving. Før du investerer, anbefaler vi, at du sætter dig ind i fondenes nøgleinformation, prospekter og omkostninger. Du finder nærmere info på www.skagenfondene.dk
Storebrand Asset Management er ejer af SKAGEN-fondene, som efter aftale forvaltes af SKAGENs fondsforvaltere.

Få de seneste nyheder, artikler og invitationer

Ved at tilmelde dig samtykker du til at SKAGEN registrerer din mailadresse til dette formål. Du kan til enhver tid afmelde dig, ved at bruge linket i de e-mails, du modtager. Du kan få mere information i SKAGENs personvernpolicy.

keyboard_arrow_up