Gå til hovedindhold
Olierig i havet.
Flere af fondene udnyttede de faldende oliepriser i november.

USA lempede sin embargo af olie fra Iran, hvilket kunne ses på priserne, der blev presset af det større udbud. Oliepriserne faldt med 20 procent i løbet af måneden, hvilket var det kraftigste fald i mere end ti år. Det satte sit præg på aktiemarkederne, hvor udviklingen i olieprisen både skabte vindere og tabere.

SKAGEN Focus udnyttede faldet i oliepriserne

I SKAGEN Focus nød Hawaiian Holdings godt af de faldende oliepriser. Det amerikanske flyselskab, der er en af fondens største investeringer, blev månedens bedste bidragsyder. De faldende oliepriser ramte olie- og gasfirmaet OMV, der for nylig kom ind i porteføljen, samt den brasilianske ethanolproducent Sao Martinho. Men alt i alt klarede den højkoncentrerede globale aktiefond sig pænt igennem måneden, både relativt og absolut målt i danske kroner.

Med den svage oliepris udnyttede forvalterteamet muligheden for at opbygge en ny position i det lille japanske selskab JAPEX til en særdeles attraktiv pris. Virksomheden, der producerer petroleum, ser ud til at være kommet igennem en udfordrende periode, og de underliggende værdier er væsentligt større end markedsværdien.

Fortsat stabil udvikling for SKAGEN Global

SKAGEN Global har haft et forholdsvist stabilt år, hvilket der ikke blev ændret på i november måned, hverken relativt eller absolut. Porteføljetemaet har skabt en robust og attraktivt prisfastsat portefølje, der er godt rustet til finansielt uvejr. Det afspejler sig også i månedens tre bedste bidragsydere; Intercontinental Exchange, Beazley og 3M. Alle tre selskaber bygger netop på forretningsmodeller, der hjælper dem med at modstå makrousikkerhed. November måneds svageste bidrag i porteføljen stod UPM, DSV og Schindler for.

Porteføljeteamet købte sig ind i Waste Management, der er en af de førende leverandører af integrerede, miljøvenlige løsninger inden for affaldshåndtering i Nordamerika. Kombinationen af en stærk konsolidering i markedet, en disciplineret allokering af kapital og en overbevisende generering af likviditet skaber tilsammen en attraktiv undervurderet langsigtet investeringsmulighed.

Positiv måned for nye markeder og SKAGEN Kon-Tiki

De olierelaterede aktier i SKAGEN Kon-Tiki blev også ramt af prisfaldet i en måned, hvor de nye markeder ellers genvandt en del af det tabte fra de seneste måneders kraftige kursfald. Teamet nåede dog at reducere eksponeringen mod olien inden prisfaldet, på baggrund af forudgående stærke resultater.

De nye markeder har haft et udfordrende år ind til videre. Men der er flere grunde til optimisme. Risikoen for en ødelæggende handelskrig så ud til at blive mindre i løbet af november, en neutral udvikling i de amerikanske renter samt den seneste måneds positive udvikling sammenholdt med at aktierne i Emerging Market-indekset bliver handlet til en rabat på 25 procent målt mod det globale indeks er positivt for de nye markeder. I SKAGEN Kon-Tikis portefølje tilføjede teamet Wuliangye Yibin og Suzano og solgte Anadolu Grubu.

En udfordrende måned for SKAGEN m2

Den globale ejendomsaktiefond SKAGEN m2, med Michael Gobitschek i front, har høstet stor international anderkendelse de seneste måneder for fondens imponerende resultater. November bød på positive afkast i absolutte tal for fonden, der dog tabte lidt af forspringet til referenceindekset. De seneste måneders korrektioner har skabt forudsætningerne for en endnu mere prisattraktiv portefølje ligesom sektoren generelt byder på gode udsigter takket være stabile og stigende toplinjer i selskaberne, gode muligheder for lav finansiering og solid overskudslikviditet.

Månedens bedste bidragsyder var det svenske logistikfirma Catena efter solide rapporteringer i slutningen af ​​oktober. De dårligste bidragsydere blev brasilianske boligentreprenør MRV og den amerikanske kontoroperatør Columbia Property Trust.

SKAGEN Vekst købte billigt op i november

Uroen på oliemarkedet fik også konsekvenser i SKAGEN Veksts portefølje, hvor de to olierigselskaber Borr Drilling og Northern Drilling stod for månedens svageste bidrag. I toppen finder man den danske vindmølleproducent Vestas.

Porteføljeteamet demonstrerede i løbet af måneden, hvordan markedsuroen kan bruges til fordel for den langsigtede og værdibaserede investor. Teamet udnyttede markedets bekymring omkring den globale handelskrig ved at øge eksponeringen i den amerikanske proteinvirksomhed Tyson Foods. På samme måde har markedsbekymringen omkring den kinesiske vækst gjort det muligt at udbygge investeringen i den globale hoteloperatør Shangri-La på meget attraktive niveauer. SKAGEN Vekst indledte en ny position i Avenir LNG i november.

Hårdt år for aktivistiske investorer og SKAGEN Insight

2018 har ind til videre været et hårdt år for aktivistiske investorer globalt. Det har også ramt SKAGEN Fondenes nyeste fond SKAGEN Insight, der har kæmpet med det relative og absolutte afkast i 2018. Porteføljeteamet er dog optimistiske, da store udsving på markederne ofte gør virksomhederne mere modtagelige over for ændringer, hvilket øger aktivisternes evne til at være en positiv katalysator. Derfor kan en kortsigtet volatilitet faktisk være en god ting på mellemlang sigt.

SKAGEN Insight har en portefølje af kraftigt undervurderede virksomheder, hvor grundlæggende trends bevæger sig i den rigtige retning, og aktivister bliver i stigende grad katalysator for positive forandringer.

I fondenes statusrapporter kan du læse mere om porteføljerne og udviklingen i alle fondene inklusiv obligationsfondene SKAGEN Tellus og SKAGEN Avkastning.

keyboard_arrow_up

Historisk afkast er ingen garanti for fremtidig afkast. Fremtidigt afkast vil blandt andet afhænge af markedsudviklingen, porteføljeforvalterens dygtighed, fondens risiko, samt omkostninger. Afkast kan blive negativt som følge af kurstab.